Sidste uge stod den desværre primært på sygdom. Men denne uge er der blevet indhentet en masse!
I denne uge har jeg arbejdet videre med planlægning og forberedelse af content til frivilligprofilerne for NorthSide og Tinderbox. Jeg blev sat i gang med at udarbejde en contentplan, som på sigt skal udvikles til et contentårshjul. Opgaven har givet mig stor frihed og ansvar, hvilket har givet mig mulighed for både at arbejde struktureret med planlagte opslag og samtidig gøre mig overvejelser om, hvordan indholdet kan udvikles og suppleres over tid.
I arbejdet med contentplanen har fokus været på opslag med faste datoer og vigtige informationer og nyheder relateret til frivilligtilmeldingen. Samtidig har jeg gjort mig refleksioner over behovet for indhold, der kan ligge imellem disse opslag for at sikre en aktiv og mere organisk profil. Jeg har derfor fået lov til at få fri leg med contentplanen og med idéudvikling til indholdet.
I løbet af ugen deltog jeg også i årets første produktionsmøde på lageret i Egå, hvor repræsentanter fra flere afdelinger var samlet for at gennemgå den praktiske planlægning op mod festivalerne. Her blev blandt andet tidsplaner og pladstegninger for både NorthSide og Tinderbox præsenteret. Deltagelsen i mødet har givet mig en større forståelse for, hvordan tværfagligt samarbejde og koordinering mellem afdelinger er afgørende for, at festivalproduktionen fungerer som en helhed, og med et indblik i hvordan mit arbejde med kommunikation indgår i denne sammenhæng.
Jeg har desuden opdateret profilbilledet på NorthSides frivilligprofil, så det matcher årets visuelle tema og skaber sammenhæng mellem den officielle festivalprofil og frivilligprofilen. Arbejdet har givet mig indsigt i vigtigheden af visuel konsistens på tværs af platforme samt behovet for klare retningslinjer, når flere profiler skal repræsentere samme brand. I forlængelse heraf ser jeg frem til sparring med DTD’s Creative Lead for at sikre en tydelig rød tråd i det visuelle udtryk.
Samlet set har denne uge givet mig en større forståelse for strategisk SoMe-planlægning, visuel kommunikation og målgruppeforståelse. Jeg har særligt fået indsigt i, hvordan planlægning, idéudvikling og eksekvering hænger sammen, og hvordan overvejelser om mere organisk content kan bidrage til at skabe en aktiv og engagerende profil.
