De seneste uger har været præget af åbninger, mails, tilmeldinger og rigtig meget kommunikation. Både planlagt og uforudset. Især åbningen af pre access og den officielle frivilligtilmelding har tydeliggjort, hvor afgørende struktur, timing og tydelig formidling er i praksis.
Massekommunikation
Ved åbningen af pre access til frivilligtilmelding, udviklede jeg mail templates til Tinderbox og NorthSide, tilpasset de forskellige hold og visuelle identiteter med hjælp til design og opsætning af de designansvarlige fra marketing-afdelingen. Her arbejdede jeg både med design, hierarki og tydeliggørelse af vigtig information, fx ved brug af flere knapper eller fremhævede tekststykker.
Da mails blev sendt senere end planlagt på grund af tekniske udfordringer, oplevede vi straks en stigning i henvendelser via mail og Facebook. Det gik op for mig, hvor hurtigt usikkerhed og forvirring kan sprede sig, når noget ikke lander som forventet.
“Don’t Make Me Think” i praksis
I forbindelse med åbningen af frivilligtilmeldingen har jeg skulle skrive teksten til hjemmesiden når brugerne skal ind og tilmelde sig som frivillig.
VM (Volunteer Management) oplever ofte, at frivillige skriver ind, fordi de har trykket på “Frameld” på vores frivilligplatform Ruby og troet, at de kun afmeldte en vagt eller et hold. I virkeligheden bliver de fjernet fra hele platformen.
Kort før åbningen blev jeg opmærksom på udfordringen og overvejede sammen med min praktikvejleder, hvordan vi kunne løse den hurtigt og tydeligt. I stedet for blot at håndtere de samme mails igen og igen, valgte jeg at formulere beskeden helt direkte:
“Hvis du trykker Frameld, bliver du fjernet fra platformen. Ønsker du kun at skifte en vagt eller et hold, skal du kontakte volunteer@northside.dk.”
Jeg valgte bevidst at være eksplicit omkring konsekvensen.
I denne case tænkte jeg på Steve Krugs Don’t Make Me Think, hvor der bliver snakket om, at design skal være selvforklarende og indlysende. Brugeren skal ikke stoppe op og tænke over, hvad noget betyder.
Når målgruppen er mange tusinde frivillige med forskellig baggrund, må der ikke være for meget fortolkningsrum. Det var virkelig fedt at kunne genkende teorien fra undervisningen i praksis.
